Alkohol pct. | 14,0 |
---|---|
Proptype | Korkprop |
Druetype | Viognier |
Indhold | 75 cl. |
Land | Nordmakedonien |
Producent | Kamnik |
Region | Povardarie |
Nydes ved | 10-12 grader |
Stil | Fyldig og cremet |
Type | Hvidvin |
Tørhedsgrad | blød og frugtig |
Velegnet til bl.a. | cremede retter, kraftige retter, krydrede retter, ren nydelse, skaldyr |
Årgang | 2021 |
Viognier-druen hører måske ikke til blandt de mest kendte hvidvinsdruer, men ikke desto mindre har vi at gøre med en meget spændende drue. Af samme grund er dette en oplagt mulighed for at byde dine gæster på noget alternativt og derefter se dem måbe over, at noget så lækkert kan laves på andet end Chardonnay, og at det endda kommer fra Nordmakedonien.
Den grønne drue skiller sig ud ved at have et ekstremt lavt syreniveau. Naturligvis er der syre til stede (dette er uundgåeligt, når vi har med hvidvin at gøre), men vi er langt fra samme syreniveau som i f.eks. Sauvignon Blanc eller Riesling. I stedet handler Viognier mere om krop, dybde og fyldighed, hvilket kommer fantastisk til udtryk her. Følelsen i munden er blød og cremet uden at blive vulgær, og så er det en hvidvin, som kan stå i mod lidt af hvert på madfronten.
Viognier "Sur lie" fra 2021 er et af Kamniks nyere initiativer og det eneste, når det kommer til Viognier-druen. Viognier er ellers mest kendt fra Sydfrankrig, ligesom den også bliver tilføjet i små mængder i rødvinsblends fra Frankrig og Spanien.
"Sur lie" betyder kort fortalt, at hvidvinen lagrer sammen med gærcellerne, (i dette tilfælde ti måneder) før det hældes på flaske. Resultatet er en yderst unik og kompleks hvidvin, som har en dyb, gylden farve og som giver flotte gardiner i glasset. En hvidvin, som har godt af at blive slynget rundt et par gange i glasset inden nydelse.
Aromaen er en spekatulær og elegant kombination af stenfrugter, nektariner og pærer. Hertil kommer så de mere krydrede og sødmefulde noter af bl.a. ingefær og honning, som giver et dejligt modspil til de friske frugter.
Smagen er fyldig, dyb og kraftig og med en overraskende mineralitet og en noget mindre overraskende (men yderst behagelig) cremethed. Munden efterlades med en lang og harmonisk eftersmag, som kun giver dig lyst til en slurk mere.
Viognier "Sur lie" er den perfekte hvidvin til dem, som synes, at hvidvine kan blive for syrlige. Glem alt om skarpe bismage eller munden som snerper sig sammen. Det er ren velbehag, og en ekstremt afrundende vinoplevelse.Omvendt er der ikke heller tale om en fadbombe overdynget med egetræ og vanilje. Det er den perfekte kombination af frisk frugt og kraftig karakter. En rigtig crowd pleaser.
Du kan sagtens nyde denne fyldige lækkerbisken som en stand alone-vin. Især i de mørke og kolde måneder kan den faktisk hamle op med f.eks. de krydrede rødvine fra Côtes du Rhônes. Men lad det være sagt: Denne Viognier er vild med mad! Det kan være alt fra de krydrede asiatiske eller indiske gryderetter til de mere cremede og opulente retter baseret på fløde.
Konkrete retter kunne være en enkel og lækker omgang spaghetti carbonara (men sig ikke til italienerne at du bruger piskefløde!) eller en kyllingeret kogt ind i fløde, karry og ingefær. Hvis der skal skalddyr på bordet (pun intended), så vil især kammuslinger blive glade for Viognier grundet kammuslingens naturlige fedme og kødfuldhed. Du kan evt. stege kammuslingerne lidt af i et lille skvæt af hvidvinen eller brune dem i smør, og hvis du er i det modige hjørne, kan du flambere kammuslingerne i en citruspræget gin.
Som en lille sjov gimmick har Château Kamnik lavet denne flaske med en flaskehals forseglet med gul lak henover korkproppen. Dette matcher perfekt den skriggule etiket samt den gyldne farve i glasset. Du kan f.eks. give den som værtsgave til påske eller knap den op derhjemme, mens du sætter Coldplays "Yellow" på anlægget.